Velkommen til Liv i Samspil

Ansigterne ved Braga

I klosterets mørke

I lyset af en enkelt lommelygte
venter det gamle hellige rum i stilhed

mens vi ser frygtelige figurer
hængende over døren,
der med strenge øjne advarer os: ”Vil du gå igennem?”

Og den gamle munk leder os
bøjet og hyllet i sorthed
mens bønner perler i den hånd, der vinker.

Vi tænder smørlamperne og bøjer os
Øjne, der blinker i den bidende røg,
ser op uden et ord,

Vi ser ansigter i meditation
omtrent hundrede udskårne ansigter
med rynkede øjne i lyset af lampen i hånden.

Så meget kærlighed i massiv træ!
Taget fra bjergsiden og bearbejdet i stilhed,
indeholdende stilheden af dem, der bearbejdede dem.

Opslugt af fortiden
er de blevet forsømt, men gennem
røg og mørke ses de ligesom blomster

som vi har set vokse
gennem støvet af de udhulede skråninger
så vender langsomt åbnende ansigter sig mod bjerget.

Udskåret i hengivenhed
deres øjne er blødgjorte af årene
og deres munds kurver i glæde under træskærerens hånd.

Hvis blot vores eget ansigt
ville tillade skaberens usynlige hånd
at bringe den dybe sæd af kærlighed til overfladen.

Hvis bare vi vidste
ligesom træskæreren vidste, hvordan fejlene i træet
ledte hans søgende mejsel til den dybe kerne

ville vi også smile
og vi behøvede ikke ansigter
der bliver ubevægelige gennem frygten og vægten af de ting, vi fortryder.

Hvis vi kæmper med vores fejlbarlighed
ignorerer vi indgangen til selve helligdommen
og kæmper mod beskyttende og voldsomme sider af godheden.

Og mens vi kæmper
er vores øjne dækket af sorg
og vores munde er tørre af smerte

Hvis vi blot kunne hengive os selv
til slagene fra træskærerens hånd
ville trækkene i vores ansigt være som spor, formet af floder

Fodrende det hav, hvor stemmer mødes
for at lovprise bjergenes,
skyernes og himlens træk.

Vores ansigter ville falde væk
indtil vi vokser yngre mod døden hver dag
vi ville samle alle vores fejl i en fejring

For at smelte sammen med dem helt og holdent, umuligt
viet til vores essens,
fuld af stilheden fra træskærerens hånd.

 

David Whyte "The faces at Braga", When Marry Rivers Meet (1990) (Oversættelse Ele Bonde, juni 2017)

GLIMT FRA ÅBEN UGE PÅ ØSTEN OM

En uge med forunderlige samtaler, meditationer i skoven og bibliodrama -  som en nysgerrig tasten sig frem gennem de dunkle områder af livet. Digtet til venstre har fulgt os, og her bliver det en gave for dem, der har lyst til at fordybe sig i det.

Der er et stort ønske om at gentage ugen, eller rettere fortsatte samtalerne, hvilket vi arbejder på at kunne gøre. 

 

... og selvfølgelig var der Chai-kager... og naturlig vis Chai!