Velkommen til Liv i Samspil

Timeblomsten

Nu er blomsterengen der! Den står lige nu som et blomsterhav i blå-lilla farver, og andre blomster er på vej, som endnu ikke har afsløret deres pragt og farve. Bier og sommerfugle svirrer omkring, sanserne åbnes helt af sig selv, og jeg dvæler ved synet, duften, lyden og forventningen.

Hvor lang tid varer en dvælen? Giver det mening at spørge om en dvælens varighed – eller hvad er en dvælen? En dvælen kan vi opleve som en tid, der ikke bliver brugt, eller som spild af tid. Vi kan lede efter nytteværdien af en dvælen selv de gange, hvor vi virkelig mærker, at det har været godt for os at dvæle ved noget.

Da jeg i morges gik rundt på engen, kom jeg til at tænke på timeblomsten fra Michael Endes eventyr ”Momo”. Steen og jeg har lige genlæst bogen. Timeblomsten har ikke noget at gøre med urets kronologiske tid. Den er et billede på tiden, når den så at sige blomstrer. Når tiden først er sat i gang for et menneske, gives der timeblomster til det menneske uafladeligt. Enhver blomst er forskellig fra alle de blomster, der nogensinde er opstået, og enhver blomst visner, før der gives en ny. Blomsterne plantes i menneskets hjerte. Men fokus på uret, tiden, den kronologiske tid kan stjæle blomsten fra hjertet. Når det sker, mister blomsten sine dybeste kvaliteter, og de muligheder, der er givet med blomsten, visner bort – og kommer på den måde aldrig igen. Tegnet på at det sker er oplevelsen af, ikke at have tid.

Momo føres hen et sted, hvor hun får vist timeblomsterne. Da hun opdager, at blomsterne er hendes egne og at hele universet i én stor sammenhæng er med til at skabe blomsterne, bliver hun skrækslagen. Hun ser universet som ét stort ansigt, der er vendt mod hende. Jeg bliver bevæget af Michael Endes beskrivelser og billeder af noget, der er så umuligt at vide eller fatte i ord. Bogen er et mesterværk.

Når vi i særlige øjeblikke ligesom Momo bliver skrækslagne over, at vi kan bruge og misbruge vores liv, lader vi os desværre ofte lede af angsten, og vi fokuserer på tiden. Vi planlægger, sætter mål, effektiviserer og måler, om det vi gør, er gavnligt og har en effekt. Måske føler vi endda, at vi så virkelig får udrettet noget. Men det er paradoksalt, for ”timeblomsterne” er i det miljø for alvor i fare.

Jeg tænker på ordene fra Jesus ved brylluppet i Kana, hvor Jesu mor ønskede, at Jesus ville gøre noget ved manglen af vin. Han sagde: Min time er endnu ikke kommet. Som ung har jeg været meget tiltrukket af det udsagn. Hvordan kommer min time og hvordan mærker jeg, at den er kommet? Jeg kan være forkert i tid, være for hurtig eller for langsom, så øjeblikket er forpasset; den rette time, hvor det, jeg gør, kan bevirke eller skabe noget. Jesus sagde et andet sted: Menneskesønnen (Jesus selv) kender ikke timen. Der er en sammenhæng, som er skjult for os, og alligevel er det vigtigt at søge ret ind i sammenhængen.

Når en tid kan være den rette eller netop ikke den rette, så må det være afgørende, at lytte og dvæle ved noget med opmærksomhed. Jeg ved jo ikke engang, hvad jeg venter på, for jeg kender ikke blomsten endnu. Det, der er blevet mig til del, er at dvæle og at lytte. Der bliver ikke vand til vin, Jesus skal ikke handle i den henseende, før præcis den timeblomst udfolder sin dybeste kvalitet. I mellemtiden kan det sagtens være, at Jesus fester videre ved brylluppet i Kana. Kvaliteten at dvæle og lytte kan udfolde sig både i arbejde og i ro.

Vennerne omkring Momo oplevede, at de var med til at skabe dejlige ting – så let som en leg. Og de vidste, at grunden til det var, at Momo lyttede. De oplevede det som en evne. Men Momo lyttede bare, fordi det var den største glæde for hende. Hun oplevede så mange ting ved det. Og hun var aldrig ensom, for der var altid nogen eller noget at lytte til. Når der ikke var mennesker at lytte til, lyttede hun til universet.

Da tiden skiftede og vennerne omkring Momo blev optaget af urets kronologiske tid, havde de ikke tid til at komme ud til Momo mere. De gjorde en hel masse, byggede op og gjorde ved, men de skabte ikke noget mere - blev slaver af tiden og det at gøre.

Taler blomsterengen overhovedet, uden at du lytter til den?
Hvad nu, hvis der ikke sker noget af betydning, før du lytter?
Hvornår kommer din time?
Hvad er det for en blomst, der er i gang med at folde sig ud lige nu?
Hvad er det, der vil skabes, mens du bygger dit hus?

Lad os være nysgerrige og dvæle, lytte og elske at gøre det!

Læs også et kap. af Ansigtets gåde, som omhandler ordene fra Jesus ved brylluppet i Kana: Min time er endnu ikke kommet.